Gå til hovedindhold

Børnehuset Hvidtjørnen

Hvor krop og bevægelse er i centrum.

Indhold

    Velkommen hos Børnehuset Hvidtjørnen 

    Vi åbner kl. 6.30, hvor vi tilbyder morgenmad til kl. 7. Alle børn der kommer før kl. 7.30 er samlet på 2 stuer, hvor dagen begynder så roligt som muligt. Herefter åbnes alle stuer op og børnene starter dagen på egen stue. Når kl. er 8.30 (i vuggestuen) og kl. 9  (i børnehaverne) holder vi samling, hvor børnene får en formiddagsmad og noget vand. Imens snakkes der om, hvem der er kommet og andre temaer, der er relevante for børnegruppen lige nu. I vuggestuen synger vi meget og læser bøger og snakker om billeder.

    Herefter begynder formiddagens aktiviteter. 1 dag om ugen arbejder vi i vores sansemotoriske grupper. Alle børnene er opdelt på tværs af stuerne i årgange med faste voksne tilknyttet gruppen. Kendetegnet ved vores sansemotoriske grupper er, at børnene skal opleve at hverdagsaktiviteter, såsom fx at lave perleplader og lægge puslespil kan gøres på så mange andre måder. Endvidere ved vi at børn gennem bevægelse, lærer læring bedre og at børnene, i langt højere grad, lærer at mestre noget gennem krop og bevægelse. Ydermere arbejder vi med skematisk planlægning, hvor vi arbejder rigtig meget med den pædagogiske bagdør. Dette for at imødekomme det enkelte barn, der i og af, forskellige årsager kan have brug for hjælp ind i fælleskaber.

    Opdeling i årgange kan også forekomme i forbindelse med temaer. I 5 uger fordelt på første halvår af 2023 vil vi således arbejde aldersopdelt. På den måde kan vi lave projekter på tværs af stuerne men samlet for årgangene. De andre uger arbejder de enkelte stuer med temaer, de selv vælger. Disse temaer planlægges efter, hvad den enkelte børnegruppe er optaget af. Endvidere arbejder vi med årstidstemaer som fx fastelavn, påske, halloween og jul.   

    I vuggestuen spises der frokost 10.30. For de børn der sover to lurer, er det selvfølgelig på et andet tidspunkt. Børnene spiser i mindre grupper på stuen eller i køkkenet. I børnehaven spises der 10.45. Efterfølgende lægges vuggestuebørnene til at sove udenfor. De børnehavebørn der har brug for at sove lur, lægges indenfor og sover i tidsrummet ca. 12-14. De resterende børn går på legepladsen. Vi vægter at komme udenfor hverdag. Derfor skal børnene have overtøj med til alt slags vejr.

    Vi spiser eftermiddagsmad ca. klokken 14, dette sker på egne stuer. Der er efterfølgende forskellige aktiviteter og lege på stuerne. I takt med at børnene hentes, samles børnene på en stue i huset. Dette vil typisk være omkring klokken 16. Her leger børnene på tværs af alder indtil institutionen lukker.

    Skal du vælge daginstitution til dit barn?

    Du er altid velkommen til at kontakte os, så I kan komme forbi og få en rundvisning og høre mere om vores hus og værdier. Vi glæder os til at møde jer.

    Når dit barn har fået plads hos os

    Hvis dit barn netop har fået plads i Børnehuset Hvidtjørnen, har du sikkert mange spørgsmål. Vi glæder os til at lære jer at kende, og vi gør alt for at dit barn får en god start hos os.

    Når du har fået en plads hos os, så er du meget velkommen til at kontakte os, så I kan komme på besøg og få en rundvisning. Ved dette besøg aftales det nærmere, hvordan indkøringen af jeres barn skal foregå. Vi anbefaler en rolig men relativ kort indkøring. En indkøring kunne typisk foregå således: 

    Dag 1: I har med stuen aftalt, hvad tid I kommer. Vi anbefaler at I kommer ca. klokken 9, hvis dette er en mulighed. I vil her blive budt velkommen af en pædagog fra jeres barns stue, og her skal vi i fælleskab udfylde nogle papirer. Vi skal snakke om alt det, der er vigtigt for dit barn, og om hvordan vi får skabt en god start. Vi lægger stor vægt på et tillidsfuldt og åbent samarbejde med jer forældre. I kender jeres børn bedst, og derfor er den gode dialog med jer vigtig i forhold til jeres barns udvikling. Til samtalen fortæller vi ydermere om hverdagen, vores værdier og hvis I bliver nysgerrige på noget eller har spørgsmål, er I altid velkommen til at stille dem. Første dag slutter ca. efter en god times tid. Vi har erfaring med at det er godt at gå hjem med en god oplevelse og derfor kan det nogen gange synes, som et kort besøg.

    Dag 2: Mødetiden er ca. kl. 9 igen. Her anbefaler vi, at besøget er tilsvarende længde som dagen forinden. Forældrene er dog, hvis det aftales med den voksne, der kører barnet ind mere end velkommen til at nyde en kop the/kaffe i vores mødelokale. Imens lærer vi jeres barn at kende.

    Dag 3: Her aftales der nærmere med stuen. Dog anbefales det at barnet spiser med, og eventuelt sover første lur herovre.

    Fra dag 4 fortsættes der, og der skrues gradvist op for timerne på 4. og 5. dag. Planlægningen af indkøringen af jeres barn aftales i samråd med jer, men ovennævnte er en guideline for, hvorledes vores anbefaling og erfaring er.

    Kontakt os 

    Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har nogle spørgsmål eller gerne vil besøge os.

    Børnehuset Hvidtjørnen
    Adresse: Fuglemosen 18
    Leder: Nicklas Teige nicwa@brondby.dk

    Telefonnummer: 43286240

    Personale og struktur 

    Børnehuset Hvidtjørnen er en integreret daginstitution med børn i alderen 0-6 år. Vi har plads til 17 vuggestuebørn og børnehaven har plads til 65 børn. Vuggestuen (Myrerne) er 1 stue. Børnene starter typisk omkring 10 måneders alderen og børnene flyttes til en af tre børnehavegrupper når barnet er ca. 2,8 år. Børnehavebørnene er fordelt på tre stuer (Larverne, Sommerfuglene og Brumbasserne) Børnene er repræsenteret i alderen 2,8 til de starter i skole. De største børn vil være omkring 6 år.

    Måltider

    Vi har vores eget køkken, hvor vores køkkenpersonale, Camilla, hver dag laver sund, alsidig og varieret kost. Der er morgenmad fra kl. 6.30-7.00, frokost kl. 10.30 i vuggestuen og 10.45 i børnehaven. Kl. 14 er der eftermiddagsmad mv. Vi serverer økologisk mad, og er certificeret med økologiske spisemærke i sølv (60-90 procent økologi). Der serveres både morgenmad, frokost og eftermiddagsmad. 

    Ved fødselsdage er man mere en velkommen til at dele ud. Se særskilt vores sukkerpolitik/fødselsdagspolitik.

    Den pædagogiske læreplan udgør rammen og den fælles retning for vores pædagogiske arbejde med børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.

    Læs mere om hvordan vi arbejder i den pædagogiske læreplan (PDF)

    I læreplanen kan du b la. læse om vores pædagogiske grundlag, vores børnesyn, hvordan vi samarbejder med forældre og det pædagogiske læringsmiljø

    For at sikre børn kvalitet og en god udvikling i kommunens dagtilbud fører pædagogiske konsulenter tilsyn i alle dagtilbud. Tilsynets funktion er at sikre, at dagtilbuddet overholder lovgivningen samt de kommunale retningslinjer og beslutninger.

    Alle dagtilbud får mindst et uanmeldt tilsynsbesøg fra den pædagogiske konsulent hvert år og eventuelt flere efter behov. Tilsynet er efterfulgt af en skriftlig tilsynsrapport og eventuelle påbud, anbefalinger samt ledelsesopfølgning og konsulentunderstøttelse til videreudvikling af det enkelte dagtilbud.

    Se den seneste tilsynsrapport for Børnehuset Hvidtjørnen

    Klatrevæg, dinosaurer og forhindringsbaner 

    Vores legeplads har en stor sandkasse, gynger, trillebakker, cykler, klatrevæg og legehus. Her er store træer og næsten altid læ og fyldt med hyggelige kroge, blomster og fuglehuse. I den fjerne ende af børnehavens legeplads har vi både bålsted, krat og ukrudt.  Her elsker vi at gå på opdagelse, vende sten og stubbe og se efter hvad der mon måtte krible og krable. Vi har ydermere etableret et pandekagehus, hvor eventyr, fortællinger og optræden er i fokus.

    Vi har derudover meget plads til bevægelse, store områder hvor der kan leges, løbes og spilles boldspil af forskellig art. Vi har en verden af dinoer, hvor fordybelse og leg kan udfoldes. Vi har farverige blyanter, samt former og farver hvor man kan arbejde med farver, højder m.m. Vi har endvidere en læringshytte hvor man nemt kan etablerer forskellige rum med mulighed for fordybelse. Vi har i skrivende stund etableret en købmandsbutik, samt etableret mulighed for at tegne, lave perler m.m.

    Indenfor er vi fordelt på fire stuer, hvor der er plads til at lege, sidde og læse i en bog eller tegne oppe ved bordet. Vi har en gennemgribende rød tråd i huset og vi har etableret 4-5 læringsmiljøer på de enkelte stuer. Derudover bruger vi ofte vores fælles alrum, og rytmikrummet, hvor børnene kan boltre sig i puder, lave forhindringsbaner, danse og meget mere. Vores stuer er åbne, og vi vægter højt at børnene skal kunne gå på opdagelse i hele huset, søge interesser og derved søge og få styrket venskaber på tværs.

      Ansøg om plads eller tilskud

      Ansøg om plads

      Find arrangementer og oplevelser for børn og familier

      For børn, unge og familier

      Her har vi samlet indhold om muligheder for at komme ud og være aktiv og opleve noget for børn, unge og familier

      Vil du være en del af Brøndby Kommune?

      Vi slår løbende spændende stillinger op

      Himmel og hav

      Ean-nr. 5798009002464

      Leder: Nicklas Waldorff Teige

      Mail: nicwa@brondby.dk

      Fuglemosen 18
      2605 Brøndby

      Telefon: 43 28 62 40

      E-mail: hvidtjornen@brondby.dk

      Sidst opdateret: 26. december 2024