Tilskud til private pasningsordninger
Hvis du indgår en aftale med en privat passer, kan du som forælder få et økonomisk tilskud til at betale en del af din private passers løn.
Tilskud til privat pasningsordning
Brøndby Kommune giver tilskud til private pasningsordninger for børn i alderen 24 uger og til og med måneden barnet fylder 3 år.
Private pasningsordninger ligger uden for kommunens regi. De, der passer børnene, er hverken ansat eller lønnet af kommunen. Kommunen skal dog føre tilsyn med den private pasningsordning, og give tilladelse, hvis der ønskes tilskud til den private pasningsordning.
For at bruge en privat pasningsordning, skal forældre finde en privat passer. Det kan f.eks. være et familiemedlem eller en person, som allerede har en privat pasningsordning. Derefter skal forældre og passeren udfylde en kontrakt, som skal godkendes af Brøndby Kommune.
Der er en række betingelser, som både forældre og den private pasningsordning skal opfylde, for at modtage tilskud.
Læs mere om betingelserne og muligheden for tilskud til private pasningsordninger i 'Spørgsmål og svar' nedenfor.
Krav og ansøgning
For at kunne modtage tilskud til privat pasningsordning, skal I opfylde følgende betingelser:
- Barnet skal opfylde retningslinjerne for optagelse i et kommunal dagtilbud. Det betyder, at barnet enten skal være opskrevet på venteliste til dagtilbud og opfylde ventelistekriterierne (pasningsgarantien på 3 måneder fra opskrivning), eller kunne tilbydes plads i et kommunalt dagtilbud, eller allerede være indmeldt i et kommunalt dagtilbud.
- Du skal bo i Brøndby Kommune
- Dit barn skal være i alderen fra 24 uger og 3 år
- Du skal indgå en aftale med en privat pasningsordning, og aftalen skal godkendes af Brøndby Kommune
- Dit barn må ikke være indmeldt i dagtilbud samtidig med, at du modtager tilskud.
Hvis du ønsker at benytte en privat pasningsordning og søge om tilskud, skal du:
- Indgå en pasningsaftale med en privat passer eller pasningsordning. Du skal selv tage kontakt til en privat passer eller pasningsordning.
- Udarbejde en kontrakt med den privat passer eller pasningsordning. Du kan bruge denne skabelon til pasningsaftalen: Pasningsaftale til privat pasning (PDF)
- Herefter skal aftalen sendes til Brøndby Kommune, som skal godkende pasningsaftalen. Du skal sende pasningsaftalen sammen med din ansøgning om tilskud til privat pasning via Den Digitale Pladsanvisning
Du kan forvente svar på din ansøgning inden for 8 uger.
Bemærk, at hvis du får bevilliget tilskud til en privat pasningsordning, skal du hver måned sende dokumentation for den betalte lønudgift til pladsanvisningen, som indberetter lønnen til skattestyrelsen. Fremsender du ikke dokumentation, vil tilskuddet ophøre og du vil blive krævet tilbagebetaling.
Du kan f.eks. dokumentere den betalte lønudgift ved at anvende det skema, som pladsanvisningen sender til dig i forbindelse med godkendelsen af tilskuddet til privat pasningsordning. Du sender skemaet via den Digital Pladsanvisning.
Brøndby Kommune giver tilskud til børn i alderen 24 uger og til og med måneden barnet fylder 3 år.
Der gives derfor ikke tilskud til børn, efter måneden de er fyldt 3 år.
Private pasningsordninger ligger uden for kommunens regi. De, der passer børnene, er hverken ansat eller lønnet af kommunen.
I modsætning til kommunale dagtilbud, er der i private pasningsordninger ikke krav om:
- Udarbejdelse af en pædagogisk læreplan, jf. dagtilbudslovens § 8 og 9.
- At sprogvurderingen af barnet i 3-års-alderen eller 2-årsalderen ikke foretages af den den private pasningsordning. I Brøndby Kommune foretages en sprogvurdering af PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), hvis der er bekymring for barnets sproglige udvikling (jf. dagtilbudsloven § 11, stk. 2 og 4.)
- Formaliseret forældreindflydelse, jf. dagtilbudslovens §§ 14-16.
- Pasning af barnet, hvis børnepasseren er syg.
- Alternativ pasning ved afholdelse af lukkedage i private pasningsordninger.
- At barnet ikke kan opsiges fra dagtilbud, gælder ikke for private pasningsordninger, jf. dagtilbudslovens § 29.
Tilskuddets størrelse
Det maksimale tilskud, som kommunen kan give til en privat pasningsordning på fuld tid er pr. måned 8.133 kr.
Dette gælder for børn i alderen 24 uger til og med måneden barnet fylder 3 år.
Bemærk, at at tilskuddet justeres hvert år og at der ikke gives fripladstilskud til privat pasning.
Hvis pasningsaftalen godkendes, kan ansøger forvente at få udbetalt tilskud senest 3 måneder fra ansøgningstidspunktet.
Brøndby Kommune giver tilskud til børn i private pasningsordninger fra barnet er 24 uger til og med måneden barnet fylder 3 år.
Man kan modtage tilskud til privat pasningsordning i hele denne periode.
Ferie, ophør og flytning
Brøndby Kommune tilbyder ikke alternativ pasning til børnene, når den private passer er syg, holder lukket eller afholder ferie m.v.
Derfor har den private pasningsordning og forældre selv ansvaret for at indgå aftale om alternativ pasningsordning ved lukkedage
Forældre og den private passer fastsætter sammen opsigelsesvarsel i pasningsaftalen.
Hvis en forældre eller børnepasser ønsker at opsige pasningsaftalen, skal forældre udarbejde og underskrive en skriftlig opsigelse med overholdelse af det aftalte opsigelsesvarsel. Der skal sendes en kopi af opsigelsen til pladsanvisningen via Den Digitale Pladsanvisning.
På Digital Pladsanvisning kan man under bemærkninger, skrive en bemærkning og vælge emnet ’Privat pasning’. Herunder kan du angive ’Opsigelse af tilskud til privat pasning’, og herefter vedlægge dokument med opsigelsen.
Tilskuddet vil herefter ophøre fra den dato, der er angivet.
Bemærk, at tilskuddet automatisk ophører, hvis barnet starter i et dagtilbud og måneden efter, at barnet fylder 3 år.
De normale regler for pladsgaranti i Brøndby Kommune er gældende, hvis din private ordning ophører. Det betyder, at du er berettiget en plads i kommunens dagtilbud 3 mdr. efter, du har opskrevet barnet til en dagtilbudsplads.
Hvis barnet flytter bopælskommune men fortsætter pasning hos den samme børnepasser, er det vigtigt, at I orienterer pladsanvisningen om flytningen. Dette gør I via Den Digitale Pladsanvisning.
Hvis barnet flytter til en anden kommune, er det fremover bopælskommunen, som skal udbetale tilskud. Hvis forældrene derfor ikke giver pladsanvisningen besked om flytning, kan Brøndby Kommune opkræve tilbagebetaling af tilskuddet. Samtidig kan den kommune, man flytter til, afvise at yde tilskud med tilbagevirkende kraft.
Forældrene kan dermed komme i en situation med manglende tilskud i en periode.
Har du brug for vejledning?
Pladsanvisningen kan vejlede om plads i daginstitutioner, dagpleje samt tilskud og øvrige pasningstilbud.
Ring til os på: 43 28 26 01 eller kontakt os via digital post her
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00