Gå til hovedindhold

Tilskud til pasning af egne børn

Læs mere om muligheden for tilskud til pasning af egne børn

Indhold

    Tilskud til pasning af egne børn 

    Et tilskud til pasning af egne børn er et alternativ til at få sit barn optaget i et dagtilbud. Forældre kan derfor ikke få tilskud til pasning af egne børn, hvis det samme barn er optaget i et dagtilbud. Det er i Dagtilbudsloven fastsat, at forældre makismalt kan modtage tilskud i 12 mdr. pr. barn.

    Kommunalbestyrelsen har besluttet, at det frem til udgangen af 2026 skal være muligt at få tilskud til pasning af egne børn. Med udgangspunkt i erfaringer fra forsøgsperioden vil kommunalbestyrelsen tage stilling til, om det forsat skal være muligt at få tilskud til pasning af egne børn efter 2026.

    Læs mere om ansøgningsproces mv. i 'Spørgsmål og svar' nedenfor. 

    Vil du være en del af Brøndby Kommune?

    Ansøg om tilskud til pasning af egne børn

    Krav og ansøgning

    Du ansøger om tilskud til pasning af egne børn via borger.dk: 

    Ansøg om tilskud til pasning af egne børn

    Bemærk, at løsningen kræver mit ID og at du I forbindelse med ansøgningen bliver bedt om at vedlægge relevant dokumentation for, at du lever op til betingelserne for at få tilskud.

    Efter du har ansøgt, behandler vi sagen. I forbindelse med godkendelsen af tilskud til pasning af egne børn, kommer en pædagog fra kommunens dagpleje på besøg hos jer. Pædagogen skal bl.a. sikre, at du har tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne understøtte dit barns dansksproglige udvikling, men vil også kunne svare på eventuelle spørgsmål, som du måtte have. Du kan læse yderligere om besøget under ”Hvilke krav skal jeg opfylde for at få tilskud til pasning af egne børn”.

    Der er i dagtilbudsloven fastsat fire betingelser, som er afgørende for, om du kan få tilskud til pasning af egne børn:

    1. Du skal have tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne udvikle dit barns dansksproglige kompetencer. Kravet gælder ikke, hvis du er EU/EØS-borgere og er berettiget til ydelsen efter EU-retten.
    2. Du må ikke samtidig modtage offentlig overførelsesindkomst eller have en arbejdsindtægt.
    3. Du må ikke være omfattet af § 13, stk. 10, og § 13 f, stk. 1-4, jf. § 26, stk. 4-10, i lov om aktiv socialpolitik. Det betyder, at du ikke kan modtage tilskuddet, hvis din ægtefælle modtager integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, og enten frivilligt er blevet hjemmegående og derfor ikke får hjælp efter aktivloven, eller har mistet retten til hjælp på grund af 225 timers reglen.
    4. Du skal have opholdt dig i riget i syv ud af de seneste otte år. Kravet gælder ikke, hvis du er EU/EØS-borgere og er berettiget til ydelsen efter EU-retten.
    5. Du skal opholde dig i Danmark, mens du modtager tilskud til pasning af egne børn. 

    I forbindelse med ansøgningen bliver du bedt om at dokumentere og underskrive en tro- og loveerklæring på ovenstående. 

    Dokumentation af danskkundskaber og ophold i riget
    I din ansøgning skal du bl.a. vedlægge dokumentation for, at du har bestået enten 9. klasses afgangsprøve, Prøve i Dansk 2 eller Prøve i Dansk 3.

    Dette skal i sammenhæng med et besøg fra en af kommunens dagplejepædagoger sikre, at du taler godt nok dansk til at kunne understøtte dit barns dansksproglige udvikling. I forbindelse med besøget vil du også kunne få gode råd og vejledning om bl.a. sprogunderstøttende aktiviteter, børns trivsel og sikkerhedsmæssige forhold i hjemmet mv.

    Du vil blive kontaktet af kommunen, efter du har indsendt din ansøgning med tilstrækkelig dokumentation med henblik på at få aftalt et tidspunkt for besøget. Besøget skal være gennemført, før tilskuddet kan udbetales første gang.

    Du kan herudover vedlægge dokumentation for, at du har opholdt dig i riget i mindst syv ud af de seneste otte år. I forbindelse med ansøgningen skriver du herudover under på, at du lever op til opholdskravet via en tro- og loveerklæring.

    Det skal bemærkes, at reglerne om tilstrækkelige danskkundskaber og ophold i riget ikke gælder for EU/EØS-borgere i det omfang, de har ret til tilskuddet efter EU-retten. 

    Dokumentation af, at du ikke modtager offentlig overførselsindkomst eller arbejdsindtægt
    Endelig skal du dokumentere, at du ikke modtager offentlig overførelsesindkomst eller har en arbejdsindtægt. Du kan fx sende en kopi af din aftale med din arbejdsgiver om, at du har søgt om orlov uden løn, eller at du har sagt dit job op. En anden type dokumentation kan fx være fra SU-styrelsen om, at du har sat din SU på pause eller fra din a-kasse om, at du har frameldt dine dagpenge.

    I forbindelse med ansøgningen skriver du herudover under på, at du ikke modtager offentlig overførelsesindkomst eller har en arbejdsindtægt via en tro- og loveerklæring.
    Det skal bemærkes, Pladsanvisningen løbende tjekker i bl.a. indkomstregisteret, om betingelserne for at få tilskuddet fortsat er til stede. Det er dog vigtigt at understrege, at du selv er forpligtet til at kontakte kommunen, såfremt du ikke længere opfylder betingelserne. Hvis du uretmæssigt har modtaget tilskuddet, vil kommunen kræve tilskuddet tilbagebetalt.

    Nej. Tilskud til pasning af egne børn er et alternativ til en plads i et dagtilbud. Det betyder, at du ikke kan få tilskuddet samtidig med, at dit barn har plads i et dagtilbud. Hvis du modtager tilskuddet, og dit barn får plads i et dagtilbud, vil tilskuddet bortfalde.

    Det er ikke muligt at modtage tilskud til pasning af egne børn, hvis din ægtefælle eller samlever afholder barsel med det samme barn.
    Hvis din ægtefælle eller samlever afholder barsel med et andet barn, end det barn du ønsker at få tilskud til at passe, og du i øvrigt lever op til betingelserne, kan du godt modtage tilskuddet.

    Der kan gives tilskud til forældre, som har børn i alderen mellem 47 uger og op til tre år. Det betyder, at når dit barn fylder tre år, så vil du ikke længere være berettiget til tilskuddet.

    Husk, at du selv skal skrive dit barn op til dagtilbud, hvis du ønsker en plads i et dagtilbud efter tilskudsperioden

    Hvis du opfylder betingelserne for at få tilskud, har du ret til at få tilskuddet tre måneder efter, at du har søgt. Dette følger reglerne om pasningsgaranti, hvor du ligeledes har ret til en plads inden for tre måneder. Tilskuddet kan dog eventuelt gives fra et tidligere tidspunkt, såfremt tilstrækkelig dokumentation er vedlagt ansøgningen, besøget fra kommunen mv. gennemføres hurtigt og planmæssigt.   

    Hvis dit barn er optaget i et dagtilbud skal du være opmærksom på, at pladsanvisningen automatisk udmelder dit barn fra dagtilbuddet, når din ansøgning om tilskud til pasning af egne børn er godkendt.

    Tilskuddets størrelse og fordeling

    I 2025 kan du få 8.958 kr. om måneden pr. barn før skat. Det samlede tilskud kan dog højst svare til højeste dagpengesats.

    Tilskuddet beskattes som A-indkomst, men da det ikke er en lønindkomst, skal du ikke betale ATP eller arbejdsmarkedsbidrag. Du optjener derfor heller ikke feriepenge af tilskuddet.

    Tilskuddet er bagudbetalt og udbetales til din NemKonto.

    Når du søger om tilskud til pasning af egne børn, skal du oplyse, hvor længe du ønsker at gøre brug af muligheden. Du skal mindst gøre brug af muligheden i otte uger, for at du kan få tilskuddet. Du kan maksimalt få tilskud i en periode svarende til et år pr. barn. Dette gælder uanset, om du deler perioden op, eller modtager tilskuddet i en samlet periode.

    Du skal være opmærksom på, at hvis du har modtaget tilskud til pasning af egne børn i en anden kommune, så tæller tilskudsperioden med i Brøndby Kommune. Det vil sige, at hvis du har fået tilskud i fx otte måneder i en anden kommune, så kan du kun få tilskud i fire måneder for det samme barn i Brøndby Kommune.

    Husk, at du selv skal skrive dit barn op til dagtilbud, hvis du ønsker en plads i et dagtilbud efter tilskudsperioden. 

    Læs mere om, hvordan du skriver dit barn op til dagtilbud på vores hjemmeside: Skriv dit barn op til dagtilbud 

    Der kan højst gives tilskud til tre børn pr. husstand. Det betyder, at hvis du som forælder er hjemme med fx fire eller fem børn i alderen mellem 47 uger og op til 3 år, så kan der højst udbetales tre tilskud.

    Hvis du er selvstændig, må du gerne beholde dit CVR-nummer, mens du modtager tilskud til pasning af egne børn, men du må ikke have en indkomst samtidig.
    Som nævnt ovenfor skriver du i forbindelse med ansøgningen under på, at du ikke modtager arbejdsindtægt via en tro- og loveerklæring.

    Ja. Det er muligt at dele tilskudsperioden i to dele og som forældre skiftes til at modtage tilskuddet. Den samlede tilskudsperiode pr. barn skal dog være afsluttet inden udgangen af 2026. 

    Det er muligt at dele tilskudsperioden mellem barnets forældre, hvis begge forældre har ret til ydelser efter dagtilbudsloven og opfylder de fire lovgivningsmæssige betingelser, som er oplistet under "Hvilke krav skal jeg opfylde".

    Ferie og ophør af tilskudsperioden

    Du skal opholde dig her i landet, mens du modtager tilskud til pasning af egne børn. Du må dog i forbindelse med tilskudsperioden afholde almindeligt ferieophold af kortere varighed i udlandet forudsat, at du passer barnet under udlandsopholdet.

    Ønsker du ikke længere at modtage tilskuddet, eksempelvis på grund af arbejde eller studiestart, skal du give besked til Pladsanvisningen via digital post. 

    Tilskuddet stoppes som udgangspunkt fra udgangen af den måned, hvor Pladsanvisningen modtager dit ønske om stop af tilskuddet og tidligst efter, at du har modtaget tilskuddet i 8 uger. Hvis du får beskæftigelse midt i en måned, vil tilskuddet blive justeret forholdsmæssigt, så du kun modtager tilskuddet for den periode, der ligger forud for beskæftigelsen.

    Hvis du/I flytter til en anden kommune, bortfalder tilskuddet fra fraflytningstidspunktet. Hvis du/I skal flytte til en anden kommune, har du derfor pligt til at oplyse Pladsanvisningen om flytningen, så tilskuddet kan stoppes rettidigt. Det skal bemærkes, at hvis du flytter til en anden kommune, som også giver tilskud til pasning af egne børn, så vil en eventuel tilskudsperiode fra Brøndby Kommune tælle med i den samlede maksimale tilskudsperiode. Det vil sige, at hvis du har fået tilskud til et barn i Brøndby Kommune i otte måneder, så vil du kun kunne få tilskud til samme barn i fire måneder i din nye opholdskommune.

    Ja. Du har mulighed for at afbryde din tilskudsperiode undervejs og ansøge om at få en plads i et dagtilbud til dit barn i stedet. Du skal dog være opmærksom på, at du tidligst kan angive en behovsdato, som ligger efter minimumsperioden på otte uger.

    Såfremt du i forbindelse med tilskudsperiodens afbrydelse eller ophør ønsker en plads efter pasningsgarantien vil du få tilbudt en plads i et af kommunens alderssvarende dagtilbud senest tre måneder efter ansøgningstidspunktet.

    Bemærk, at du ikke automatisk får tilbudt plads i dagtilbud men at du selv skal søge om en dagtilbudsplads. Du ansøger ikke om en plads ved at angive i ansøgningen, at du gerne vil have en plads i forlængelse af tilskudsperioden.

    Læs mere om, hvordan du skriver dit barn op til dagtilbud på vores hjemmeside: Skriv dit barn op til dagtilbud 

    Kommunen kan beslutte, at forældre ikke kan få tilskud til pasning af egne børn, hvis kommunen i forbindelse med iværksættelse af hjælpeforanstaltninger efter § 32 i barnets lov anser det for nødvendigt, at et barn er optaget i et dagtilbud.

    Herudover skal kommunen standse udbetaling af tilskud til pasning af egne børn for en forælder, som bevidst unddrager sig strafforfølgning her i landet i tilfælde, hvor

    • den pågældende er varetægtsfængslet, eller
    • politiet eftersøger den pågældende med henblik på varetægtsfængsling eller
    • der foreligger en varetægtsfængslingskendelse.

    Udbetaling af tilskud ophører for en forælder, som bevidst unddrager sig straffuldbyrdelse her i landet, hvis den pågældende er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig rets følge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse.

    Ophør af udbetaling af et bagudbetalt tilskud sker med virkning fra det tidspunkt, hvor forælderen unddrog sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse. Efterfølges en strafforfølgning ikke af en domfældelse, efterbetales den del af ydelsen, der ikke er udbetalt, mens forælderen unddrog sig strafforfølgning. Tilskuddet efterbetales dog ikke til afdødes bo, hvis forælderen afgår ved døden, inden der er afsagt dom i sagen.

    Har du brug for vejledning?

    Pladsanvisningen kan vejlede om plads i daginstitutioner, dagpleje samt tilskud og øvrige pasningstilbud. 

    Ring til os på: 43 28 26 01 eller kontakt os via digital post her

    Telefontider

    Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
    Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
    Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

    Husk at skrive dit barn op til dagtilbud

    Når tilskudsperioden til pasning af egne børn ophører, skal du selv huske at søge om plads i dagtilbud. Dit barn får ikke automatisk en plads i et dagtilbud.

    Børne- Kultur- og Idrætsforvaltningen

    Åbningstider

    Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
    Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
    Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

    Telefontider

    Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
    Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
    Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

    Undgå lang ventetid i telefonen 

    Brøndby Rådhus
    Park Allé 160
    2605 Brøndby

    Telefon: 43 28 28 28

    E-mail: born@brondby.dk

    Sidst opdateret: 30. december 2024