Kulturhuset Brønden

Kom til familiekoncert med Trolle og Tormod Brønden, hvor der også er ansigtsmaling, krea-workshop, lykkehjul mm. Du kan også se film i biffen eller komme med til koncerter med både børn og unge fra lokalområdet samt mere etablerede stjerner.

Program

Familiekoncert: Trolle og Tormod

16:00
Der bliver gang i den, når Trolle og Tormod musikalsk sparker dørene ind til byens børnehjerter med deres både seje, sjove og lærerige koncert. Med spaderne på ryggen vil de to friske fyre sætte fut i børn og voksne med deres musik, der er inspireret af reggae og hiphop samt lidt jazz, country og rock.

Trolle og Tormod hedder i virkeligheden Morten Trolle og Tormod Holm, og sammen har de turneret landet rundt blandt andet med optrædener på både Langelandsfestivalen, i børne-tv og Godmorgen Danmark.

Krea-workshop: Bæredygtige Boglagkager

16:30-19:30
Det lyder knastørt at bage en bogkage, men det er en sød leg at folde en bog og dekorere den med dimser og dutter som en festkage. Vi fylder bordet med en buffet af pynt fra perler, knapper, bånd, pailletter og andet yndigt tingeltangel”

Bibliotek og bogsalg

16-21
Skal du inspireres til din næste læsning og måske finde din nye yndlingsbog? Så har vi et kæmpe udvalg på biblioteket. Desuden sælger vi også vores kasserede børne- og voksenbøger.

Ansigtsmaling

17-19
Bliv ikke nervøs, hvis du støder på en vild tiger, en smuk sommerfugl eller en sej edderkop til kulturnatten. Det er bare et skønt Brøndbybarn, der har været en tur i sminken.

Lykkehjul

17-19
Prøv lykken og se om du ikke kan vinde en præmie.

Smykkeværksted

18-20
Kom forbi vores smykkeværksted i Brønden og design dit eget smukke armbånd eller ankelsmykke.

Film i BIFFEN

18:00
Vi viser en klassisk Disneyfilm. Billetter kan hentes i Brønden fra kl. 16 på Kulturnatten. Begrænset antal billetter.

Festtale v. Kommunalbestyrelsesmedlem i Brøndby Kommune

18:00
Kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune vil gerne takke alle kræfterne bag Brøndby Kulturnat, og en repræsentant herfra byder derfor velkommen til aftenens koncert med Karavan med en festlig tale.

Koncert: Persisk Musikforening

18:05
Oplev Karavan, et herboende orkester, som spiller klassisk persisk musik, med stor skønhed og følelse. Publikum kan se frem til en usædvanlig oplevelse af en gammel men stadig meget levende tradition. Karavan består af Mahnaz Nouri, Torab Taran, Matin Paymani, Arman Hadadzadeh og Dariush Radi.

Koncert: Turning Tables

19:00
Oplev børn og unge fra lokalområdet sætte deres egne ord (og musik!) på, hvad der er vigtigt for netop dem. Sange og musik er skrevet af de unge selv i samarbejde med organisationen Turning Tables Danmark, deres ungedrevede kulturlaboratorium i Brøndby Strand.

RAV-koncert: Babyface Mo + Studie 2

Nyd gratis koncerter med fremtidens rapstjerner! Hver især repræsenterer de forskellige lyde på scenen, og det bliver shows fyldt med energi og gode vibes. Kom i god tid, da det ikke er muligt at reservere en billet til showet.

Babyface Mo (hiphop, 00'er-lyd, trap)

Babyface Mo er et upcoming raptalent som bringer en unik tone, friske flows og skarp lyrik henover tunge produktioner inspireret af alt fra 00’er hiphop til moderne trap beats. Af fremtiden skal man forvente en artist i evig udvikling som ikke er bange for at eksperimentere og skubbe grænser for at opnå sin egen unikke lyd og kunsteriske univers.

Studie 2 (hiphop)

Studie 2 er ikke dit gennemsnitlige hiphop crew. Steenen, Burger, Dopeman & Lapello leverer en interagerende og energisk live performance, der har gjort dem anderkendte i miljøet. Med dem på scenen har de deres trofaste DJ og producer, Luffone, kendt for sin timing, dope beats og tekniske snilde. Dagbladet Information beskriver Studie 2-kollektivet som: “Fire unge rødder med ild i rimene og krudt i produktionen, der smadder-rapper hen over hidsige bas beats, som man enten må flygte fra eller gå amok til. Dit valg.”

Øvrige aktiviteter

Derudover kan møde Kræftens Bekæmpelse samt få en snak med Brøndby Kommune om, hvilken indflydelse lokalpolitik har på din hverdag.

Sidst opdateret den 17. september 2024