Er Danmarks Sejeste Idrætslærer 2024 fra Brøndby?
Britt Ørtoft Jensen fra Brøndbyøster Skole er nomineret til Danmarks sejeste idrætslærer 2024.
Hvert år udpeger elever, kolleger og skoleledere fra hele landet de allersejeste idrætslærere. Og i år er en medarbejder fra Brøndby Kommune blandt de fem finalister til titlen som ’Danmarks Sejeste Idrætslærer 2024’.
Det er DIF Skole OL og Dansk Skoleidræt, der står bag prisen, som er et led i indsatsen for at skabe større anerkendelse af idrætsfaget og understrege betydningen af idræt for børn og unges fysiske, psykiske og sociale udvikling.
Prisen gives i år til den idrætslærer eller det idrætslærerteam, som mestrer at gøre idrætsfaget til et fag, hvor fællesskabet er i højsædet og hvor alle elever inkluderes i bevægelsesfællesskabet.
Stolt over at være nomineret
Idrætslærer Britt Ørtoft Jensen underviser 1.-5. klasse på Brøndbyøster Skole, og hun håber, at hun med sin undervisning kan skabe en fælles rum, hvor der er plads til alle.
"Jeg er virkelig stolt over nomineringen, så det gør mig virkelig glad. Idrætsfaget giver plads til alle elever, både dem der har store armbevægelser og dem, der er lidt mere generte. Idræt handler ikke kun om præstation, men om fællesskab og højt til loftet. Det giver energi, styrker fokus og viser eleverne, at de kan noget sammen med andre. Her kan de finde deres plads og opleve: ‘Det her var jeg god til’."
I alt er fem seje idrætslærere nomineret, og ud over Britt Ørtoft Jensen er lærere eller lærerteams fra Horsens, Fanø, Sæby og Nykøbing Sjælland i spil til den prestigefyldte titel.
Man kan afgive sin stemme frem til d. 27/1-25, og i begyndelsen af februar bliver det afsløret, hvem der løber med sejren.
STEM STEM STEM
Deltag i afstemningen om Danmarks Sejeste Idrætslærer eller Idrætslærerteam 2024.
Børne- Kultur- og Idrætsforvaltningen
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00